Bløde og børnevenlige 5-kornsboller med surdej

Bløde og børnevenlige 5-kornsboller med surdej

Jeg har savnet en blød og mættende morgenmadsbolle med surdej. Især med tanke på mine to børn, som jeg gerne vil sende ud af døren med maven fuld af noget, der holder dem godt kørende, når de skal i skole og børnehave. 

Derfor har jeg lavet denne opskrift på en bolle med en blød krumme fyldt med fuldkorn og fibre.

Jeg har valgt at bruge fuldkornsspeltmelt i kombination den økologiske 5-kornsblanding fra Valsemøllen. Den færdiglavede 5-kornsblanding gør det nemt og hurtigt at lave dejen til bollerne, men man kan selvfølgelig også lave sin egen blanding.

5-kornsblandingen fra Valsemøllen indeholder hvedeflager, rugkerner, hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner. 

Inspiration fra varme hveder 

Inspireret af den måde, som man laver varme hveder på, er bollerne formet og efterhævet side om side i et fad på køl natten over, så de er lige til at smide i ovnen om morgenen.

Jeg har et rigtig godt fad fra @lecreusetdk, som fint passer på en hylde i køleskabet uden at stjæle alt for meget plads. Og så er det perfekt til 12 boller. 

Bløde og børnevenlige 5-kornsboller med surdej
Når bollerne er hævet til dobbelt størrelse er de vokset sammen og ser sådan ud.

Har du ikke så meget plads i køleskabet?

Hvis pladsen er trang i køleskabet, så kan du også vente med at forme bollerne til efter dejen har koldhævet natten over. Så skal du bare lade bollerne efterhæve til dobbelt størrelse i fadet ved stuetemperatur, inden de skal bages. Det vil ca. tage 2-3 timer alt efter temperaturen i dit hjem.

Et trick til en hurtigere efterhævning

Hvis du er den lidt utålmodige type, der bare gerne vil sætte tænderne i de lækre 5-kornsboller hurtigst muligt, så kan du sagtens forkorte tiden, hvor bollerne skal efterhæve. 

Du skal bare stille fadet med bollerne ind i en slukket ovn på midterste ribbe. I bunden af ovnen stiller du et fad med varmt vand. Luk derefter ovnlågen og lad bollerne hygge sig derinde i en god times tid eller indtil du synes, at de har opnået den rette størrelse.

Det varme vand fra fadet i bunden skaber god varme til efterhævningen og fugten sikrer, at bollerne ikke tørrer ud i overfladen, mens de hæver. 

Bløde og børnevenlige 5-kornsboller med surdej
De færdigbagte boller

Sød surdej i stedet for almindelig surdej

Jeg har valgt at bage bollerne med en sød surdej. Det har jeg gjort for at “camouflere” den syrlige smag, som en almindelig surdej laver. Det er nu ikke fordi, jeg ikke kan lide de syrlige noter fra surdejen, men mine børn er knap så begejstrede. 

Hvis du elsker surdej og gerne vil spare lidt på sukkeret, så lav en almindelig bageklar surdej i stedet for den søde surdej, som står i opskriften. Det eneste, du skal gøre er at undlade sukkeret og i stedet tilføje lidt ekstra mel, vand og moder surdej, så du lander på en bageklar surdej på 200 gram.

Til 200 gram almindelig bageklar surdej skal du bruge:

  • 67 g vand
  • 67 g moder surdej
  • 40 g hvedemel
  • 27 g fuldkorns speltmel
Bløde og børnevenlige 5-kornsboller med surdej
De færdigbagte boller

PSSST! Jeg har brug for din hjælp

Hvis du bager med en af mine opskrifter, så vil jeg blive umådelig glad, hvis du giver mig feedback i kommentarfeltet under opskriften. Deler du et billede af dit resultat på Instagram eller Facebook, så vil jeg også blive ovenud lykkelig, hvis du tagger mig, så andre kan finde frem til mine opskrifter. Jeg hedder @surdejsentusiasten på både Facebook og Instagram. Og hvis du nu skulle opdage en fejl, så må du rigtig gerne skrive mig en mail, så jeg fluks kan få den rettet. MANGE TAK.

Bløde og børnevenlige 5-kornsboller med surdej

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (5 votes, average: 3,40 out of 5)
Loading...
Boller
Af Lea Carina Uhd Frederiksen Antal: 12 stk.
Forberedelsestid: 1 dag Tilberedningstid: 20 min. Total Time: 2 dage

Den bedste opskrift på en sund og mættende surdejsbolle, som har en blød og børnevenlig krumme og et saftigt bid

Ingredienser

  • Sød surdej
  • 60 g moder surdej
  • 60 g lunkent vand
  • 40 g hvedemel
  • 20 g fuldkorns speltmel
  • 20 g sukker
  • 5-kornsblanding
  • 100 g 5-kornsblanding fra Valsemøllen
  • 125 g kogende vand
  • Bolledejen
  • 250 g vand
  • 50 g skyr
  • 75 g fuldkorns speltmel (jeg bruger den fra Gram Slot)
  • 100 g stenkværnet og fintsigtet Manitoba hvedemel (jeg bruger den fra Skærtoft Mølle)
  • 350 g fint hvedemel med min. 12% protein
  • 30 g sukker
  • 10 g salt
  • 40 g blødt smør
  • Tilbehør
  • Røremaskine (anbefales)
  • Plastbøtte med låg eller anden beholder, som dejen kan hæve i, inden bollerne skal formes
  • Lidt neutral olie til plastbøtten, så dejen ikke hænger i
  • Et aflangt fad med bagepapir på ca. 27x36 cm, som bollerne skal hæve og bages i
  • En bøtte med låg til iblødsætningen af 5-kornsblandingen

Sådan gør du

Dag 1, morgen

1

Du skal starte med at forberede tre ting. Du skal sætte din søde surdej over, du skal sætte din bolledej til autolyse og du skal sætte 5-kornsblandingen i blød

2

Først laver du din søde surdej. Det er vigtigt, at du her bruger en moder surdej, som er frisk og boblende. Står din surdej normalt på køl, så skal du altså tage den ud og give den en fodring, før du kan lave din søde surdej. Du kan teste din moder surdej ved at putte en skefuld i et glas vand. Hvis den flyder ovenpå, så er den klar

3

Rør lunkent vand, moder surdej, hvedemel og sukker sammen i et glas. Sørg for at skrabe surdejen ned fra glassets kanter, så du kan holde øje med, hvordan den vokser over de næste par timer. Du kan med fordel sætte en elastik omkring glasset til at markere, hvor surdejen når til, når du har rørt den sammen

4

Læg et låg på klem på glasset og lad den søde surdej stå ved stuetemperatur. Hold nu løbende øje med den over de næste par timer. Surdejen er klar, når den når sit såkaldte “peak”. Det vil sige, at den stopper med at hæve, fordi den ikke længere kan holde sin egen vægt. Derefter begynder den at falde let sammen. Det tager typisk omkring 3 timer

5

Når du har blandet din søde surdej, så skal du i gang med din bolledej, som skal gøres klar til autolyse. Tag din røreskål og tilsæt vand, skyr, fuldkorns speltmel, stenkværnet og intsigtet Manitoba hvedemel og hvedemelet med min. 12% protein

6

Rør dejen sammen på din røremaskine til den lige akurat har samlet sig og læg så låg på eller et fugtigt klæde over og lad dejen stå til autolyse ved stuetemperatur indtil din søde surdej er klar til at komme i

7

Sæt nu 5-kornsblandingen i blød i det kogende vand. Du lader blandingen stå og trække i en beholder med låg, indtil den skal i bolledejen sammen med den søde surdej

Dag 1, over middag

8

Efter ca. 3-5 timer alt efter temperaturen i dit hjem, skulle din søde surdej gerne være vokset til mindst dobbelt størrelse. Surdejen er først klar til at komme i din dej, når den når sit “peak”. Du får det bedste resultat, hvis du tilfører den søde surdej til din dej, før den begynder at falde sammen. Hvis du er i tvivl, om din søde surdej er klar til at komme i din dej, så kan du tage en lille skefuld af surdejen og putte ned i et glas stuetempereret vand. Flyder surdejen, er den klar

9

Nu skal du lave bolledejen færdig. Tilsæt den bageklare søde surdej og hele den opblødte 5-kornsblanding til bolledejen og begynd at ælte dejen. Jeg bruger en røremaskine, men du kan også sagtens gøre det i hånden. Så skal du bare regne med, at æltningen tager længere tid, end jeg har anført her i opskriften

10

Ælt ved lav hastighed i omkring 5-8 minutter til dejen er blevet homogen og du kan se, at den er begyndt at udvikle sin glutenstruktur. Det vil sige, at den så småt er begyndt at danne glutenstrenge. Røremaskiner er meget forskellige, så hold øje med din dej

11

Skær det bløde smør i små firkanter og put det i dejen lidt af gangen, så du lader røremaskinen arbejde den nænsomt ind i dejen

12

Når smørret er arbejdet helt ind i dejen, så tilsætter du salt og sukker og lader røremaskinen arbejde det ind i dejen

13

Når smør, salt og sukker er arbejdet helt ind i dejen, så øger du langsomt hastigheden, indtil du når den fulde hastighed på din røremaskine. Stop æltningen, når dejen begynder at banke mod skålens sider og har samlet sig helt om dejkrogen

14

Du ved, at dejen er færdig, når den er elastisk, glat og smidig. Du skal kunne trække i den, uden at den knækker, så du ved, at den har udviklet en stærk glutenstruktur

15

Put nu dejen over i en bøtte eller et fad, som du smører med lidt neutral olie og lad den efterhæve ca. 40 procent ved stuetemperatur. Du kan evt. sætte en lille streg på din bøtte, så du kan holde øje med, hvordan dejen vokser. Det tager ca. 3-4 timer alt efter temperaturen i dit hjem. Hvis din dej er meget levende, så kan du undervejs i hævningen folde dejen et par gange eller tre med omkring 30 minutters mellemrum

16

Når dejen er færdighævet, så vender du den ud på køkkenbordet og deler den i 12 lige store stykker. Du kan dele dejen i tre baner. Og derefter dele hver bane i fire lige store stykker. På den måde får nemt 12 nogenlunde ens dejklumper uden at skulle bruge en bagevægt

17

Spænd hver dejklump op til en bolle - jeg bruger min dejspatel til dette og fugtige fingre - og læg dem over i et fad med bagepapir side om side. Dæk bollerne til med et fugtigt klæde, en opklippet frysepose eller husholdningsfilm og lad bollerne efterhæve ved stuetemperatur til dobbelt størrelse

18

Stil nu bollerne på køl natten over i minimum 12 timer

Dag 2, morgen

19

Tænd din ovn på 230 grader over/undervarme og lad den varme godt op

20

Tag bollerne direkte ud fra køl og spray eller pensl dem med vand og bag dem i 10 minutter med damp på midterste ribbe. Du kan skabe damp ved at kaste et lille glas vand i bunden af ovnen eller hælde kogende vand ind i en beholder i bunden af ovnen

21

Efter 10 minutter lukker du dampen ud. Hvis du har sat et fad med kogende vand ind i bunden af ovnen, skal du tage det ud nu

22

Bag bollerne ca. 10 minutter mere uden damp til de har en flot gyldenbrun afbagning

23

Tag bollerne ud af ovnen og tag dem op af fadet og lad dem afkøle på en rist

Du vil måske også være interesseret i det her

4 Kommentarer

  • Reply
    Flemming Skovgaard Sell Hansen
    04/06/2021 at 23:09

    Jeg har lagt dejen til dine 5 korns boller i dag.
    Jeg synes de er meget sværde, at arbejde med under formning. Jeg har fulgt din opskrift, men burde nok have kommet en anelse mere mel i, da dejen er helt umulig at stramme op, som flotte boller.
    Glæder mig til at smage dem i morgen

  • Reply
    Flemming Skovgaard Sell Hansen
    04/06/2021 at 23:11

    Jeg har lagt dejen til dine 5 korns boller i dag.
    Jeg synes, de er meget svære, at arbejde med under formning. Jeg har fulgt din opskrift, men burde nok have kommet en anelse mere mel i, da dejen er helt umulig at stramme op, som flotte boller.
    Glæder mig til at smage dem i morgen

    • Reply
      surdejsentusiasten
      06/06/2021 at 22:12

      Hej Flemming. Jeg har justeret opskriften i dag, så den nu har en lavere hydrering, der gør den nemmere at spænde op til boller. Jeg håber, du får succes med opskriften 🙂 Mvh. Lea

  • Reply
    Rakel
    12/11/2021 at 19:14

    Wow ser fantastisk ud. Skal prøves.

  • Fortæl mig, hvad du synes