Det er synd og skam at smide din overskydende surdej ud. Bag i stedet disse fantastiske sprøde og salte sesamkiks med overskydende surdej, som gør sig godt på ostebordet eller til kanapeer. Kiksene holder sig sprøde så længe, at de blot bliver opbevaret i en tætlukket kagedåse.
Hvad er overskydende surdej?
Hvis du er i tvivl om, hvad der menes med overskydende surdej, så læs min guide: Hvad er overskydende surdej?
Sådan får dine kiks et sprødt knæk
Disse kiks er bagt med hvedemel med et lavt proteinindhold, og det er der en særlig grund til. Hvedemel er nemlig ikke bare hvedemel, selvom det ved første øjekast godt kunne se sådan ud. Der findes hvedemel, som egner sig særlig godt til brød, fordi det har en høj glutenkvalitet. Bruger du det til dine kiks, så får de et sejt og gummiagtigt bid i stedet for et knasende sprødt bid. Derfor skal du ikke bare gribe den første og bedste hvedemel, når du er ude og handle, hvis du gerne vil have sprøde kiks. Du skal i stedet købe hvedemel med lavt proteinindhold.
Valsemøllen og Skærtoft Mølle (reklamelink) har begge lavet mel med et lavt proteinindhold. De kalder det Kage Hvedemel og Kagemel, da denne type mel også egner sig bedst til kager, fordi melet har en god stivelseskvalitet, der sikrer kagerne en luftig, saftig og tekstur i det færdige bagværk. Men bare rolig – dine kiks får et sprødt knæk.
PSSST! Jeg har brug for din hjælp
Hvis du bager efter en af mine opskrifter, så vil jeg blive umådelig glad, hvis du giver mig feedback i kommentarfeltet under opskriften. Deler du et billede af dit resultat på Instagram eller Facebook, så vil jeg også blive ovenud lykkelig, hvis du tagger mig, så andre kan finde frem til mine opskrifter. Jeg hedder @surdejsentusiasten på både Facebook og Instagram.
Mine samarbejdspartnere
Nogle af mine opskrifter indeholder links til særlige produkter fra virksomheder, som jeg samarbejder med. Det betyder, at jeg tjener en lille smule penge, hvis du køber et produkt via et reklamelink på min hjemmeside. På den måde kan du støtte mig i at fortsætte med at udvikle gode opskrifter med surdej og lave guides og dele viden, som du altid kan have glæde af.
Jeg samarbejder kun med danske virksomheder, som sælger kvalitetsprodukter, som jeg kan stå inde for, og som jeg mener, at du kan få stor glæde af og gode resultater med. Eksempelvis Bagestålet (reklamelink) og Skærtoft Mølle (reklamelink).
Sprøde og salte sesamkiks med overskydende surdej
Ingredienser
- dejen
- 100 g overskydende surdej
- 20 g grahamsmel
- 50 g hvedemel med et lavt proteinindhold - eksempelvis Kagemel fra Skærtoft Mølle
- 35 g blødt smør
- 3 spsk. sesamfrø
- Olivenolie
- Pynt
- Flager af havsalt
- Tilbehør
- Husholdningsfilm til at pakke dejen ind i, når den skal hvile i køleskabet
- Bagepapir
- En kagerulle
- En udstikker, der måler ca. 4,5 cm i diameter
- En bagepensel
- En gaffel
Sådan gør du
Bland alle ingredienserne i en skål og ælt dejen glat og smidig
Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile mindst 30 minutter i køleskabet, så dejen kan samle sig
Rul dejen ud på et stykke bagepapir til en ca. 0,5-1 mm tyk pandekage på omkring 30 cm i diameter
Stik dine kiks ud med en udstikker, der er ca. 4,5 cm i diameter
Træk bagepapiret over på en bageplade og prik dem med en gaffel, så de ikke bobler op under bagningen
Pensl dejen med olivenolie og drys med flager af havsalt
Bag kiksene ved 175 grader i alm. ovn på nederste ribbe i ca. 20-25 minutter. Hold øje. De skal være gyldne
Køl ned og bræk kiksede ud
Noter
Opbevar kiksene i en tætlukket kagedåse, så de kan holde sig sprøde og lækre.
Ingen kommentarer